Ensomhed – hvordan kan vi bryde den?

Af psykolog, ph.d. Emilie Strøm

Det er naturligt at føle sig alene indimellem. For nogle indebærer det en oplevelse af ensomhed og måske et tab og en sorg. For andre indebærer det en lettelse ikke at skulle være sammen med andre mennesker, og kan være direkte ønsket og en mulighed for at komme sig selv nærmere. Den selvvalgte alenehed kan opleves berigende og meningsfuld. At være alene er altså ikke nødvendigvis et problem, men når det er uønsket og medfører ensomhed, kan det være svært. Der er således stor forskel på at være alene og være ensom. Mange har brug for støtte og hjælp, fordi de er ensomme.

Hvad er ensomhed?

Ensomhed er en ubehagelig følelse, der opstår, når vi oplever vores sociale relationer ikke lever op til, hvad vi ønsker. I dette modsætningsfyldte rum føler vi isolation og manglende opfyldelse af vores sociale behov. Ensomhed handler om oplevelsen heraf. Det er faktisk kun det enkelte menneske selv, der kan afgøre, om han eller hun oplever ensomhed. Det er en indre tilstand, der ofte er vanskelig at identificere udefra ud fra fx adfærd og antal sociale kontakter. 

Forskellen på alenehed og ensomhed er vigtig netop for at kunne skelne mellem alenehed som et objektivt forhold, hvorimod ensomhed er en subjektiv følelse. Alenehed omfatter antal sociale kontakter og social isolation, hvorimod ensomhed kan opleves uafhængigt at antal sociale kontakter, og er følelsen af social isolation. At ensomhed på denne måde kan være svær at genkende på noget ydre kan forstærke den indre oplevelse af isolation.    

Manglende forbundethed i relationer

Alenehed og ensomhed er principielt uafhængige. Vi kan sagtens være ensomme uden at være alene og omvendt også være alene uden at være ensomme. Forholdet mellem alenehed og ensomhed er altså komplekst. Forskning viser dog en vis sammenhæng mellem ydre tegn på social isolation og ensomhed, men samtidig at det er kvaliteten af ens sociale relationer, der er afgørende. Det betyder, at det handler mere om, hvem vi kender, og hvordan vi kender dem end, hvor mange vi kender. 

Vi kan altså sagtens føle os ensomme sammen med andre mennesker, hvis vi ikke føler os forbundne med dem. Ensomhed indebærer ubehagelige følelser knyttet til enten alenehed eller social kontakt, når der er tale om svage eller utrygge relationer. Det er altså indholdet frem for antallet af vores sociale samspil, der bestemmer, om vi oplever en mistrivende tilstand. Ensomhed eksisterer som mangel på menneskelig samhørighed. 

Hvordan opleves ensomhed?

Det er velkendt, at der er mange mennesker, der oplever ensomhed, men det er vanskeligt at anslå hvor mange. Ensomhed kan både forstås og opleves meget forskelligt, og er ofte forbundet med skam. Det er derfor vanskeligt at måle. Ensomhed kan være tydelig for en selv eller mere skjult bag indikatorer som at føle sig isoleret, ikke høre til, savne nogen at være sammen med, føle sig alene og måske forkert. Ensomhed er forbundet med følelsen af at være ufrivilligt overladt til sig selv og ofte en oplevelse af at være blevet forladt, svigtet eller socialt udskilt. Der er en smerte i ensomhed, som handler om manglende forbundethed. Fravær af nærvær med nogen. Fravær af nærvær med os selv, når vi forlader os selv ved ikke at have medfølelse overfor vores sårbare dele eller ikke sætte grænser. Troen på positiv forandring kan være præget af modløshed.

Ensomhed kan altså være svær at identificere både udefra og indefra, og netop skammen og tabuiseringen kan medvirke til, at vi ikke deler følelsen med andre mennesker eller ikke erkender den selv. Det kan tage lang tid at vedkende sig følelsen og anerkende den som et reelt problem. Derudover er ensomhed ikke et enten eller, men befinder sig på et kontinuum i alle aldre og livsfaser. Ensomhed kan altså være svær at kende og italesætte, og den har mange forskellige former. Alligevel kan ensomhed aftage eller helt forsvinde, når vi vover at give udtryk for den. Vi kan føle os mødt, når vi deler, hvordan vi har det og mærke, at individuelle udfordringer også er fælles menneskelige udfordringer. Ensomhed er et menneskeligt grundvilkår, alle kan føle sig ensomme. 

Hvad er årsager til ensomhed?

Årsager til ensomhed kan være forskellige overgange og omvæltninger i livet eller markante brud fx tab af en partner. Vi kan stå meget alene og mangle gode sociale relationer samt omsorgsfulde fællesskaber. Vi kan også opleve ensomhed i eksisterende relationer, hvis der er fravær af nærhed fx i vanskelige parforhold.  For nogle kan ensomhed præge hele deres opvækst, voksenliv og selvbillede, hvis de har stået alene på tidspunkter, hvor ingen bør stå alene. Traumer kan medføre stor ensomhed. Der kan være behov for et vidne til det svære og støtte til at vende opmærksomheden indad og møde dele af os selv, som har brug for, vi tager os af dem og står ved, hvem vi er. 

Helbredsforhold kan også spille ind, vi kan føle os marginaliserede og isolerede. Det kan være, at vi ikke eller kun vanskeligt kan passe vores arbejde. Eller at relationer ændrer sig og svinder ind, og vi står følelsesmæssigt alene med tunge, eksistentielle livsvilkår. Vi kan også have andre livsomstændigheder med et snærende relationelt handlerum, eller vi kan synes det sociale er svært, have negative tanker om os selv og lavt selvværd. Vi kan altså af forskellige grunde have svært ved at overskue overhovedet at mødes med andre. Større indsigt i de psykologiske faktorer gør, at vi bedre at kan håndtere dem.  

Psykisk og fysisk sundhed

Ensomhed er en lidelsesfuld tilstand og en risikofaktor for at udvikle forskellige psykiske tilstande som fx depression og angst eller forværre eksisterende psykiske tilstande. Ensomhed kan dog både være årsag til og effekt af psykiske tilstande. Forskning viser desuden, at ensomhed har sammenhæng med forskellige somatiske lidelser, og at det fx øger risikoen for hjertekarsygdomme. Det vil sige, at ensomhed har betydning for både vores psykiske og fysiske sundhed, og at helbredsproblemer og ensomhed gensidigt forstærker hinanden. 

Ensomhed er imidlertid et sammensat fænomen, og selvfølgelig har fx generel sundhedsadfærd også betydning i det samlede billede. Man kan skelne mellem forbigående ensomhed og mere vedvarende, tilbagevendende ensomhed. Især sidstnævnte langvarige tilstand er forbundet med mistrivsel og også den, der er associeret med forskellige helbredsrisici. 

Relationer og tilknytningsmønstre 

Børns udvikling afhænger af muligheden for at knytte sig til en eller flere omsorgspersoner. Tilknytningen kan være tryg eller utryg afhængig af de primære omsorgspersoners sensitivitet og adfærd, og der er sammenhæng mellem disse tilknytningsmønstre, trivsel og sociale kompetencer. Tilknytningsmønstrene videreføres og udvikles i voksenalderen, hvor de mest centrale tilknytningsrelationer ikke længere er forældre men partnere og nære  venner. Tilknytning er således også relevant for voksne. 

Måden vi søger kontakt på i voksenlivet er påvirket af tidligere erfaringer med reaktioner på behovet for støtte og omsorg i tilknytningsrelationer. Tilknytningsmønstre udgør altså forventningsstrukturer og handlestrategier med forskellige tilbøjeligheder i forhold til bl.a. nærhed/distance og afhængighed/uafhængighed. Er man tilbøjelig til at fravælge nærhed og holde følelsesmæssig og fysisk afstand til andre, kan man dog sagtens stadig føle sig ensom. 

Forskning viser, at alle former for utryg tilknytning er forbundet med en højere grad af ensomhed end tryg tilknytning. Ganske som det kan opleves ensomt gerne at dele tanker og følelser uden at føle sig mødt, kan det opleves ensomt at være tilbageholdende hermed. Det tilsyneladende manglende behov for nærhed skal snarere forstås som det mindste af to onder. Der er en underliggende længsel efter nærhed, men den opleves som for risikabel at handle på. 

Behovet for at være alene 

Det at være alene kan også være en god og hjælpsom tilstand. Det kan være en ressource at kunne være alene. Vi kan have brug for at være alene med vores tanker, følelser og kropslige fornemmelser. Det giver mulighed for at observere og mærke dem.  Indimellem kan vi være fyldt af så mange tanker og måske stemmer, som vi har internaliseret gennem hele vores liv, at vi har brug for hvile. Vi har behov for ro med bedre mulighed for refleksion og væren i nuet. Vi kan opleve større nærhed til os selv og udvidet forståelse af os selv og andre. Vi kan føle tiltrængt fred, når vi er alene, og bl.a. fordybelse og kreativitet kan udspringe heraf. 

Grænsen mellem den frivillige alenehed og den ufrivillige ensomhed kan være flydende og fyldt med paradokser. Oplevelserne af henholdsvis noget opbyggende og nedbrydende kan hurtigt ændre sig, og der kan sagtens være flere forskellige følelser til stede samtidig. Givende øjeblikke kan flette sammen med eller helt erstattes af drænende øjeblikke. Ro, håb og selvomsorg kan ændre sig til rastløshed, fortvivlelse og selvkritik. Bekymring og grublerier kan tage over, og der kan være brug for støtte til at slippe negative tanker. 

Hvordan kan man afhjælpe ensomhed?

Ensomhed er forbundet til de relationer vi har eller mangler. Vi kan derfor ikke individualisere ensomhed og bør passe på ikke at placere alt ansvaret for undgå ensomhed i det enkelte menneske. Vi skal række ud efter hinanden. Vi kan dog godt tage et værdibaseret selvansvar for, hvordan vi passer på os selv. 

Forskning viser, at nære relationer og kvaliteten heraf har stor betydning. Gensidighed og nærhed er  væsentligt, og derfor kan vi have brug for at øge mulighederne for at møde andre mennesker og opbygge gensidige, nære og trygge relationer og fællesskaber. Kærlighed kan dæmpe ensomhed og endda få den til at forsvinde, og modsat opstår ensomhed også som en reaktion på kærlighed. Ensomhed kan imidlertid være svær at bryde forstærket af, at det kan være vanskeligt overhovedet at identificere følelsen samt, hvad der er svært i den specifikke kontekst. Vi kan have gavn af en hjælper. 

Mindfulness og selvomsorg

Mindfulness og selvmedfølelse kan skabe dybere kontakt til os selv, og hvad vi har brug for. Ved at mærke vores ensomme, sorgfulde, bange, opgivende, vrede m.m. dele af os, kan vi høre, hvad de længes efter. Der er et budskab i længsel, og det kræver mod at lytte. Vi kan miste kontakten til vores længsel og til håbet om, at nogen rækker os en hånd. Når vi mærker efter, kan vi holde vores følelser og kropslige fornemmelser med varme, omsorg og lindring og træffe bevidste valg, der sammen skaber forløsning og forandring.

Når vi kan forbinde vores følelser til vores behov, er det ofte lettere at holde ubehaget ved at mærke dem ud, for behov kan vi omsætte til handling. Handling der kan bringe os nærmere kontakt og forbundethed, autencitet, frihed og mening. Længsel kan fortælle os, hvad vi dybest set har brug for, og selvomsorg kan støtte os i at lytte og handle. Tillid til os selv er betydningsfuldt såvel som tillid til andre, og hvis vi har mistet os selv, kan selvomsorg være vejen hjem.  

Vi kan øve nærvær i relationen til os selv og derigennem samtidig kultivere vores evne til at være nærværende i relationer til andre. Naturen kan være en støttende ramme og give en sanselig oplevelse samt en følelse af forbundethed. Det kan være helende ikke at skulle gøre eller nå noget bestemt. Svære tanker og måske selvkristiske stemmer kan nemmere glide videre, når de enkelte sansers registreringer – fx det visuelle, det auditive, det taktile, det motoriske – hjælper os til at forbinde os med nuet. Det kan støtte og lade os op, så vi bedre kan vende tilbage til verden og opsøge sociale, nærende relationer. 

Mennesker som sociale væsener

Det er en pointe, at vi naturligvis ikke kan fikse ensomhed med mindfulness og selvmedfølelse. Vi er sociale væsener, som knytter os til hinanden. Vi bliver til i mødet med andre og er udviklingspsykologisk helt fra fødslen afhængige af kontakten med centrale omsorgspersoner. 

Mindful selvmedfølelse skal forstås som en måde at være med ensomhed på uden at føle os forkerte, mindre værd eller alene om at være ensomme, så vi kan få det bedre og række ud frem for undgåelse. Vi kan skabe beskyttende tryghed indadtil i relationen til os selv, så vi føler mindre angst ved at gøre os tydelige og søge nære relationer til andre med de risici, det nødvendigvis indebærer. Selvomsorg er ikke for at skulle klare ensomheden alene. Den er for at gøre det lettere at håndtere ensomheden herunder søge støtte, og det har vi alle behov for indimellem. Ganske som det er et helt grundlæggende menneskeligt behov at føle os trygge, forbundne og accepterede.